HVAD er skyggearbejde?

Skyggearbejde er et redskab i selve coachingen samt en livsfilosofi om at vi er født hele mennesker. At være hel betyder at vi ikke mangler noget. Vi har alle de egenskaber og kvaliteter vi skal bruge, både hvad vi kulturelt kalder dårlige og gode egenskaber. Når vi benævner skygge, er det for at skelne mellem hvilke egenskaber vi bevidst er bekendte med og hvilke skyggeegenskaber vi midlertidigt fornægter er en del af os. 

Det er helt individuelt hvilke skyggeegenskaber vi hver især fornægter eller ikke vil være ved. Nogle mennesker vil ikke være egoistiske, grådige eller dominerende. Mens andre ikke vil være i egenskaberne af at være guddommelig, spirituel og fantastisk. Du kan skelne mellem lyse og mørke skygger, igen giver det kun individulet mening hvilke der er hvilke. 

Lad mig give dig et personligt eksempel:

En person som jeg finder utrolig lys er f.eks. Ole Henriksen. Han er et legebarn, kaster om sig med positive gloser, har succes, har brændt janteloven og er sundhedsapostle... Alle hans egenskaber er egenskaber jeg selv har, ellers kunne jeg jo ikke se dem hos ham, dog har jeg taget en beslutning om på et tidspunkt at det kun er Ole Henriksen der "ejer" disse egenskaber. Og her blinker den røde lampe. De lyse egenskaber skal frem fra skyggen af min underbevidsthed. 

En person som jeg finder utrolig mørk er Pia Kjærsgaard. Hun er dominerende, irriterende, smålig, associal, nærsynet og en sur kælling. Alle disse egenskaber har jeg selv, ellers kunne jeg jo ikke se dem hos hende, men jeg har taget en beslutning på et tidspunkt om at såden er jeg ikke, sådan kan man ikke tillade sig at være... Igen, så handler det om at kaste lys på skyggerne. Det handler om at bruge egenskaberne i mit liv hvor de har mest gavn. F.eks. fortæller Debbie Ford om at det gavner hende at være en bitch når hun skal handle bil. 

Hvorfor er der egenskaber vi ikke vil kendes ved?

Betragt din opvækst et øjeblik. Tænk på alle de gange du har fået skæld ud, blevet irettesat, blevet sendt ind på dit værelse, fået brev med hjem fra skolen, blevet mobbet.... Hver eneste hændelse giver dig en mulighed for at beslutte dig for hvordan verden er. Hvordan du navigerer i verden, hvad verden synes om dig og hvordan du nemmest kan opholde dig i verden. Vi vil som mennesker altid øge vores mulighed for at få kærlighed og omsorg, så igennem vores opvækst fjerner vi de egenskaber fra os selv der giver den modsatte effekt. Måske du fik at vide at pæne piger har ikke huller i bukserne, tygger tyggegummi, bander, blander sig for meget, stjæler, lyver eller slår. Nogle vil kalde det opdragelse, men i skyggearbejdet handler det om at vi er hele mennesker og at de forskellige egenskaber vil gavne os i forskellige situationer i livet. Det betyder ikke at vi skal bruge egenskaberne konstant, men netop når det giver mening for dig. Hvis jeg spørger dig om du er en morder? Så vil du måske svare nej - men du er højst sandsynlig en morder. Jeg er selv en morder, har slået masser af edderkopper ihjel samt klippet en regnorm i 8 stykker som barn, da jeg troede jeg så havde skabt 8 små nye væsener. Vi skal åbne os op for at se vores liv og egenskaber så transperante som muligt og uden fordom. 

Hvorfor er det vigtigt at anerkende vi ejer alle egenskaber?

Fordi det frigiver en masse energi og gør dig til et helt menneske. Du bruger så meget energi i dit liv på ikke at være de egenskaber du ikke vil være i, bevidst som ubevidst. Læg mærke til alle dine regler omkring det er være til, vær nysgerrig på dit eget liv og betragt det oppefra. Leg at du interviewer dig selv og spørg hvorfor du har indrettet dit liv som du har, på alle områder? Det er kun der hvor du finder negativ energi det er på tide at stoppe op og se efter, hvilke skyggeoverbevisninger der begrænser din forandring og måske forvandling. 

At du også bliver et helt menneske, når du får integreret dine skygger, er alt arbejdet værd. Måske skal jeg lige tilføje at arbejdet aldrig stopper... Du vil opdage at alle de negative reaktioner eller relationer du har med andre mennesker blot er spejle for hvilke egenskaber du selv ikke har integreret. Hver gang du møder modstand, det kan være en kollega, din elskede, din familie, din nabo, køen i supermarkedet, så spørg dig selv, hvad er det jeg ikke vil være i? Hvilken adfærd hos den anden person er det jeg ikke tillader mig selv at være i? Når du så har spottet kernen i din udfordring, så find ud af hvornår du selv har denne adfærd og måske kan du ligefrem spole tilbage i tiden og finde ud af hvornår du selv blev fornægtet at besidde denne egenskab. For at genintegrere egenskaber skal du handle i egenskaben, der i dit liv, hvor handlingen gør mest gavn.

(copyright 2009 - sandemann)